Et vanskeligt modspil ?

I spil 15 meldte og vandt to par 4 spar. Et par meldte 2 spar og vandt 9 stik.

Ved vores bord åbnede Bente i syd med 2 ruder, som viser en svag hånd med enten 6 hjerter eller 6 spar. Vest meldte 2 hjerter, og jeg meldte lidt negativt som Nord kun 2 spar. Alle pas.

Ved vores bord var det altså Nord , som spillede kontrakten, og Øst spillede naturligt en stor hjerter ud. Vest kan ikke se Nords hånd, men med en stor hjerter ud fra Øst, kan han regne ud at Nord har mindst hjerter konge-dame-ni. Skal han stikke op på Hjerter Es ? Nej helt klart ikke. Stikker han op, får Nord senere hjerter konge og hjerter dame - altså 6 sti i spar plus 2 i hjerter og de 2 Esser = 10 stik. Vest skal stikke med hjerter 10, så får nord aldrig mere end 1 stik i hjerter. Det væsentlige er at Øst spiller "højeste ud i makkers (meldte) farve", som gør det nemt for Vest at regne Nords kort ud. Ved vores bord stak Vest med hjerter Es og spillede ruder dame, som jeg stikker med ruder Es.

Jeg ærger mig over ikke at have meldt 4 spar, men overvejer om jeg kan forbedre situationen ved at få endnu et ekstra stik (?). Jeg trækker 5 gange spar - og nu er det at modstanderne skal holde godt øje med hinanden.

Langt de fleste bridgespillere i verden spiller med "kald". Det betyder, at man med størrelsen af det første kort man lægger i farven, viser om man ønsker farven spillet. Man kan f.eks. spille med at et lille kort viser interesse - Øst lægger altså ruder 3 når Vest spiller ruder Dame, og viser ruder Konge. ( det kan ikke være ruder 10, som ligger på bordet). Når Nord trækker 5 gange spar kan Vest kun lægge 1 hjerter ( ellers giver hjerter 9 det ekstra stik) men kan altså vælge at lægge sine ruder, og beholde 3 klør. Kaster han 2 klør og Øst kaster 1 klør ( så begge  nu kun har 2 klør ) bliver det nemt for Nord at afgive et klørstik,trumfe tilbagespillet, spille klør til Esset  og få sidste stik på klør 5.